Den personlige utopi

Det er vel en underdrivelse at kalde mn personlige visioner for utopiske. Det er vel og mærke tilfældet at jeg har tænkt på hvordan verden udvikler sig indenfor en eller anden ungdomsnaiv tankegang. Intet desto mindre syntes jeg at tiden er til et opgør med kynismen og frem med smilene, anerkendelserne og frem for alt hjælpen til hinanden. I en tid hv0r dybt traumatiserede personer sendes tilbage til et land til en MEGET uvis skæbne kan man vel undre sig over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Som historiker ville jeg nok sige noget medat udviklingen i samfundet har befordret at vores menneskesyn er blevet homogeniseret og efter (min egen mening) mod det værre. Selvretfærdighed er blevet vigtigere end den medmenneskelige omsorg. Jeg oplever med de mennesker jeg omgiver mig med at der er stor forståelse for folks forskellighed og selv om der kan være visse karaktertræk der kan irretere til tider er det den enkelte persons helhed jeg mener man bør tage i betragtning. Jeg vil tænke lidt længere over dette tankestrejf, for skal på arbejde nu.

Ses derude!